top of page
image.png

Sæt retning for strategisk kommunikation og en ambitiøs bæredygtighedsindsats i en langsigtet ejerforening med stor samfundsmæssig rækkevidde – en forening til forskel

Forenet Kredit er foreningen bag Nykredit og Totalkredit – en aktiv langsigtet ejer med stor samfundsmæssig betydning. I en tid med høje forventninger til finanssektorens ansvar 
og stigende klimarisici får kommunikation og bæredygtighed en særlig vægt. Hos os får du en direktørrolle med reelt mandat, tæt på beslutningerne og med mulighed for at 
skabe tydelige resultater, gennem både ledelse, eksekvering og tæt samspil med den administrerende direktør og andre centrale interessenter.


Du får det samlede ansvar for Forenet Kredits kommunikationsområde og driver de vigtigste indsatser i et komplekst interessentlandskab. Du refererer til den administrerende
direktør og leder et team på seks medarbejdere inden for kommunikation og kampagner, bæredygtighed og events. Opgaven er at prioritere, skabe fremdrift og sikre et klart og 
sammenhængende udtryk på tværs af kanaler og platforme – fra public affairs og presse til SoMe, kampagner og events og løbende dagsordener. Rollen indebærer tæt 
sparring med direktionen og samarbejde med centrale aktører, herunder Forenet Kredits repræsentantskab samt Nykredit og Totalkredit.


En central del af stillingen er ansvaret for en landsdækkende klimatilpasningsindsats med ambitionen om 100 projekter i 100 grundejerforeninger. Her får du ansvar for retning, 
styring og fremdrift i tæt samspil med intern projektledelse og eksterne samarbejdspartnere – og du sikrer kommunikationen om initiativet og dets konkrete resultater i hele 
Danmark.


Vi forestiller os, at du har erfaring med kommunikation på højt niveau – gerne fra en kompleks organisation, hvor finansiel forståelse, governance, compliance og ESG er en del af 
hverdagen. Du kan rådgive tæt på ledelsen, omsætte kompleksitet til klare prioriteringer og samle indsatsen på tværs af kanaler, platforme og interessenter. Du har samtidig blik 
for samfundsdagsordener og kan navigere i public affairs og interessenthåndtering på en måde, der skaber tillid og gennemslag.


Du behøver ikke have haft personaleansvar i mange år, men du skal have lysten og evnen til at lede mennesker: skabe retning, give rum og få holdet til at lykkes sammen. Du er 
tydelig og samarbejdende, trives med at få ting til at ske og har et stærkt helhedsblik og respekt for kollegaers fagligheder. Du arbejder struktureret, følger op og skaber fremdrift 
– også når tempoet er højt, og perspektiverne er forskellige.


Vil du dykke dybere ned i rolle, ansvarsområder og forventninger, kan du læse den tilhørende kompetenceprofil: Kompetenceprofil for kommunikations- og bæredygtighedsdirektør.pdf


Vi lægger vægt på, at rekrutteringen bliver en god oplevelse for begge parter, og vi bruger tid på at finde det match, der fungerer i hverdagen – både fagligt og menneskeligt. 


Rekrutteringsprocessen består af to samtaler og mellem samtalerne gennemfører du et testforløb. Vi prioriterer en åben og transparent proces og giver grundig feedback, som 
du kan bruge videre – uanset udfaldet.

Ansøgningsfristen er den 4. marts kl. 10.00.


Send din ansøgning og CV på dansk til ansog@bridgeconsulting.dk og angiv i emnefeltet, hvilken stilling du søger. 


Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte partner i Bridge Consulting Mia Hvilshøj på tlf. 2245 1576


Du kan læse mere om Forenet Kredit på www.forenetkredit.dk.

Stillingsbetegnelse:

Kommunikations- og bæredygtighedsdirektør

Frist:

4. marts 2026 kl. 10.00

Organisationens adresse:

Sundkrogsgade 25, 2150 København

Hjemmeside:

www.forenetkredit.dk

Kontaktpersoner:

Mia Hvilshøj, Partner i Bridge Consulting

Tlf. 2245 1576

Tiltrædelse:

1. maj 2026

Udvidet kompetenceprofil:

Kommunikations- og bæredygtighedsdirektør til Forenet Kredit

bottom of page