Skab fremtidens natur med os – bliv projektleder for naturområder i Den Danske Naturfond
Vil du være med til at forme fremtidens danske natur og gøre en mærkbar forskel for natur og biodiversitet? I Den Danske Naturfond får du muligheden for at arbejde i et stærkt fagligt miljø, hvor kvalitet og fælles passion står i centrum. Vi er et entreprenant team med stærke samarbejdspartnere og en kultur, hvor vi hjælper hinanden, deler idéer og tør tænke stort. Her får du mulighed for at opbygge et bredt netværk – fra lokale ildsjæle og kommuner til forskere, fonde og myndigheder – og være med dér, hvor naturen får en ny chance.
Indblik i vores arbejde i Naturfonden
Den Danske Naturfond er en privat, uafhængig fond, der arbejder for at udvikle mere og bedre natur i Danmark, renere vandmiljø og bedre klima samt skabe plads til friluftsliv og naturoplevelser for alle. Vi gennemfører konkrete naturprojekter over hele landet, som skaber synlige og varige forbedringer dér, hvor naturen har mest brug for det. Vores projekter spænder fra gamle skove og heder til højmoser, klitter og landbrugsjord, der bliver genoprettet til natur. Vi opkøber og udvikler naturområder i tæt samarbejde med lokale partnere, fonde, forskere, virksomheder og myndigheder. Folkelig opbakning og lokal inddragelse er centrale værdier for os, og vi formidler løbende vores arbejde gennem information i vores naturområder, partnerskaber og digitale platforme.
At være en del af Naturfonden betyder at være med dér, hvor faglighed og kvalitet prioriteres. Du vil opleve, hvordan samarbejdet med kommuner, nationalparker, entreprenører og ildsjæle giver et bredt netværk og masser af læring, og hvordan vores relationer til andre fonde, naturforvaltere, forskere og samarbejdspartnere bringer ny viden i spil. Vi er stolte af vores resultater, og vi ved, at det, vi skaber, kan ses og mærkes – også mange år ude i fremtiden. Som projektleder får du en helt central rolle og ansvar for at bidrage til at Danmarks natur får højere kvalitet og mere plads.
Fra idé til virkelighed – dit ansvar som projektleder
Som projektleder i Naturfonden får du ansvaret for at udvikle og gennemføre flere naturprojekter – fra screening og idéfase til anlægsarbejde og efterfølgende drift. Du vil styre projektforløb, økonomi og samarbejde med kommuner, fonde, entreprenører og lokale partnere. Du bliver den, der koordinerer, prioriterer og sikrer, at beslutninger bliver ført ud i livet med kvalitet og respekt for både naturen og de mennesker, der bruger den. Arbejdet foregår hovedsageligt på kontoret i København, men du besøger selvfølgelig også projekterne i marken og møder de mange lokale samarbejdspartnere. Du bidrager også med faglig sparring til fondens kommunikation og fundraising, og er med til at dokumentere resultater og formidle historierne om vores projekter.
Hvad du kan bidrage med – og hvad der driver dig
Du har sikkert en naturfaglig baggrund – fx som biolog, skov- og landskabsingeniør, naturforvalter eller en lignende uddannelse – og du har dokumenteret erfaring med at lede og styre naturprojekter. Du er vant til at arbejde struktureret med både planlægning, økonomi og anlægsarbejde og kan holde overblik over komplekse processer, samtidig med at du har blik for detaljerne.
Da mange af Naturfondens projekter gennemføres i tæt samarbejde med kommuner, er det en fordel, hvis du kender det kommunale landskab eller tidligere har arbejdet i eller sammen med en kommune. Det giver dig en forståelse for processer, prioriteringer og beslutningsgange og gør dig i stand til at opbygge stærke relationer og finde løsninger, der fungerer for alle parter.
Du har en pragmatisk, handlings- og løsningsorienteret tilgang og kan prioritere mellem mange forskellige opgaver – både faglige og administrative – uden at miste retningen. Du er god til at sætte dig igennem, en dygtig forhandler og kommunikator, der kan formidle dine pointer tydeligt og skabe tillid i dialogen med både kolleger, samarbejdspartnere og interessenter. Dine evner til styring og samarbejde er afgørende for at sikre de mål, resultater og milepæle, der er en del af Naturfondens projektmodel, og som er en nødvendighed for, at Naturfonden kan lykkes.
Du trives i teams, hvor fællesskab og videndeling er en styrke, og du bidrager selv aktivt til et godt samarbejde. Du kender gerne til – eller har arbejdet sammen med – andre organisationer, der beskæftiger sig med naturprojekter, og du ved, hvad det kræver at få mange aktører til at lykkes sammen.
Du motiveres af at se konkrete resultater i landskabet. Du brænder for naturen, kan navigere sikkert blandt mange interesser og er klar til at bringe både din faglighed og dine samarbejdsevner i spil, så vi sammen kan skabe varige forbedringer for Danmarks natur og biodiversitet.
Rammer og vilkår
Naturfonden drives af en direktør og et sekretariat på 10 personer. Den overordnede ledelse varetages af fondens bestyrelse. Arbejdsstedet er på Hillerødgade, Nørrebro i København. Det meste af arbejdet foregår på kontoret, men der vil også være en mindre rejseaktivitet, og du vil få en landsdækkende kontaktflade. Stillingens løn- og ansættelsesvilkår fastsættes individuelt efter kvalifikationer, inden for de rammer der gælder for Naturfonden. Stillingen er på fuld tid.
Rekrutteringsproces og ansøgning
Ansøgningsfristen er d. 7. april kl. 14.00, og vi ser frem til at modtage din ansøgning og CV på dansk som du sender til ansog@bridgeconsulting.dk Har du spørgsmål om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte partner i Bridge Consulting, Mia Hvilshøj på. tlf. 22451576. Du kan også kontakte Naturfondens direktør, Flemming Nielsen, på tlf. 2466 1362 eller fn@naturfonden.dk. Vi ser frem til at høre fra dig og til at finde den rette kollega, der sammen med os vil udvikle Danmarks natur.
Vi er en lille arbejdsplads og værner om et godt arbejdsmiljø. Derfor gør vi os umage med at finde det helt rette match – både fagligt og personligt. Rekrutteringsprocessen består af to samtaler, som afholdes henholdsvis den 13. april og den 22. april. Mellem samtalerne indgår et testforløb, hvor du skal afsætte tid til både at udfylde tests og deltage i en opfølgende samtale hos Bridge Consulting i Købmagergade 11, 1150 København K. Vi lægger vægt på en god og transparent proces og giver grundig og ordentlig feedback.
Naturfonden betragter mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle, uanset personlig baggrund, til at søge stillingen.

Stillingsbetegnelse:
Projektleder for naturområder
Frist:
7. april 2026 kl. 14:00
Organisationens adresse:
Hillerødgade 30A, 1, 2200 Nørrebro, København
Hjemmeside:
Kontaktpersoner:
Flemming Nielsen
Direktør, Naturfonden
fn@naturfonden.dk
Mia Hvilshøj
Partner, Bridge Consulting
Mh@bridgeconsulting.dk
Tiltrædelse:
1. juni 2026 eller hurtigst muligt