
Private sikkerhedsaktører frigør ressourcer i politi og Kriminalforsorg
Bridge Consulting har for en række brancheaktører i vagt- og sikkerhedssektoren kortlagt, hvordan autoriserede private aktører kan aflaste statens straffesagskæde ved at overtage perifere driftsopgaver.
Baggrunden er et massivt ressourcepres i politi og Kriminalforsorg, hvor bl.a. lav-prioriterede transporter og opsamlet overarbejde svarer til mere end 1.400 årsværk årligt. Det medfører flaskehalse, som svækker opklaring, retssikkerhed og arbejdsmiljø.
Analysen bygger på omfattende desk research, ti interviews med centrale interessenter, en landsrepræsentativ survey blandt 1.018 borgere, økonomiske scenarieberegninger og casestudier af transport- og grænseopgaver.
Beregningerne viser, at udlicitering af 21.500 lav-risiko arrestanttransporter og førstelinjes grænsekontrol kan frigøre op til 225 årsværk og sænke de årlige personaleudgifter med 8-19 %, uden at borgernes tryghed eller retssikkerhed påvirkes. 69 pct. af de adspurgte angiver, at de er enige i, at myndighedsgodkendte vagt- og sikkerhedsvirksomheder skal kunne køre lav-risiko transporter.
Anbefalingen er at overdrage nævnte opgaver til certificerede vagter, udvide Udlændingelovens §37 i til også at dække politi- og fængselsopgaver, modernisere vagtloven samt udvikle målrettede AMU-kurser i magtanvendelse, konflikthåndtering og grænseprocedurer – under skarp statslig kontrakt- og kvalitetsstyring.
Realiseres anbefalingerne, kan politi- og fængselsbetjente igen fokusere på kerneopgaver som efterforskning, resocialisering og sikker drift, hvilket forventes at nedbringe sagspukler og styrke borgernes retsfølelse.




































